Langsigtet plan

 

Det har altid været selve lysten til at udøve sport, der har været min primære drivkraft.

Behovet for daglig fysisk aktivitet har vist sig at være ganske essentielt for mig, og uden den daglige træning mangler jeg et vigtigt komponent for at opnå en velafbalanceret hverdag.

Efterhånden som grænserne bliver rykket sætter man sig nye mål, og derfor er jeg hele tiden på jagt efter nye udfordringer. Jeg bruger disse kommende projekter som et middel, og ikke et mål i sig selv, da det er den kontinuerlige personlige udvikling jeg stræber efter at fremme.

 

Race Across America

 

Cykelløbet Race Across America er mit hidtil største og mest omfattende projekt. Projektet vil strække sig over mindst tre år, selvom selve løbet køres på ”kun” 12 dage. Det er kendt som værende verdens hårdeste sportsbegivenhed, hvilket gør det selvskrevet som et oplagt mål.

RAAM har været en motivation lige siden jeg begyndte min aktive karriere, og selvom jeg altid har haft lyst til at kaste mig ud i det, har jeg været forbeholden. Det er et meget komplekst og besværligt projekt. Ikke mindst på grund af den enorme træningsmængde der skal til for at kunne gennemføre, men også fordi det kræver meget arbejde derudover.

Jeg er gået i gang med dette projekt, da jeg er overbevist om at hele processen omkring selve løbet, vil kunne opfylde en stor del af de behov jeg har med hensyn til min sport.